Af Jette Kosack Haagensen
Jeg vil her fortælle om den tid, jeg selv husker – nemlig 1950’erne – hvor jeg som barn deltog i kartoffeloptagningen i og omkring Store Lyngby, en lille landsby i Lille Lyngby Sogn. Det er en fortælling om hårdt arbejde, fællesskab og de mennesker, som udgjorde vores lille verden.
Hvert efterår var der lynende travlt, for kartoflerne skulle op, inden nattefrosten satte ind. Skolen gik vi kun i hver anden dag (indtil 1961), og i oktober havde vi kartoffelferie, hvor optagningen blev afsluttet. I vores sogn var der to hold, der stod for kartoffeloptagningen: koneholdet og mandeholdet.
Koneholdet bestod primært af hjemmegående kvinder i 30-40 års alderen. Det var hårdt arbejde, så ældre kvinder deltog sjældent. De begyndte tidligt om morgenen og arbejdede til sidst på eftermiddagen. Når vi børn fik fri fra skole, cyklede vi ud på markerne for at hjælpe til. Det betød, at vores mødre kunne få et lille hvil mellem rækkerne. Vi arbejdede i par med en spånkurv imellem os, og kartoflerne blev samlet op hurtigt, inden de nåede at blive grønne i solen.
Når sæsonen var slut, blev det fejret. Asta, som var formand for koneholdet, fik en gave, og der blev skrevet og sungget en sang til lejligheden. Vi børn fik også gaver som tak for hjælpen – en kjole, et ur, og et år fik jeg en ny cykel. Det største, vi købte for kartoffelpengene, var et fjernsyn i 1954. Vi var den anden familie i sognet med fjernsyn.
Fjernsynet sendte kun én time tre gange om ugen, men vores stue var fyldt med naboer de aftener. Selvom det kun var kulturprogrammer, morede vi os over at se stykker som "Den Skaldede Sangerinde" og "Venter på Godot".
Vi var også ved at dø af grin, da vi så ballet - mændenes trikot afslørede lidt mere, end vi børn var vant til. Der skulle ikke meget til at more os dengang. Der blev også sendt børnetime, det var Andy Pandy og Looby Loo, vi børn sad klinet til skærmen. Den første store TV begivenhed var Ungarnshjælpen i 1956, hvor der blev samlet penge ind med blandt andet Volmer Sørensen som vært.
Koneholdet stoppede med at pille kartofler op omkring 1955-56, men mandeholdet fortsatte langt op i 1960’erne. Ikke alle bønder havde råd til kartoffelhøstere.
Historien om mandeholdet er et kapitel for sig, som gav en hel særlig farverig stemning til efteråret i Store Lyngby.
I 1958 overtog mine forældre kroen i landsbyen efter mine bedsteforældre. Det gav mig et tættere kendskab til mandeholdet, som for størstedelens vedkommende bestod af landevejens farende svende – skæve eksistenser og vagabonder, som hvert efterår dukkede op i Store Lyngby for at arbejde.
Hvor de opholdt sig om vinteren, ved jeg ikke, men sandsynligvis i København og andre større byer, hvor de kunne finde husrum til overnatning i kulden.
I kartoffeltiden sov de på hølofter rundt om på gårdene. En farende svend blev aldrig nægtet en soveplads, så længe han afleverede sine tændstikker. Tidligt om morgenen stod de foran købmanden overfor kroen og skuttede sig i kulden, mens de drak bajere og snapser for at få gang i de stive lemmer.
Om aftenen sørgede entreprenøren Ove Jensen – min fars gamle skolekammerat – for, at de fik et varmt måltid mad, som blev serveret hjemme hos os på kroen og tilberedt af min mor. De var nogle pudsige, skæve eksistenser, og jeg husker mange sjove episoder. Én gang havde de en højlydt diskussion om, hvorvidt det var Jylland eller Sverige, der lå på den anden side af Arresø. Vi havde søen næsten i baghaven, og jeg havde den mest vidunderlige udsigt fra mit værelse.
Det er min lille fortælling om kartoffeltidens arbejdsliv og hverdag, som jeg husker den. Et bidrag til den lokale historie og en kærlig hilsen til dem, der var der dengang.
